Velkommen til ”corona” generalforsamling. Vi skulle ifølge vores vedtægter ha` afholdt vores generalforsamling inden udgangen af maj måned.
Bestyrelsen besluttede at udsætte generalforsamlingen grundet forsamlingsforbud. Vi har igen fundet det forsvarligt at afholde generalforsamling, da vi gennemsnitlig har været 40 personer til tidligere generalforsamlinger og forsamlingsforbuddet er 100 personer. Vi har i år besluttet der ikke er spisning inden generalforsamlingen pga. COVID-19 smittefare. Når situationen med COVID-19 er under kontrol, er hensigten, at vores nye tradition med lidt mad inden generalforsamlingen genoptages.
Det er jo for regnskabsåret 2019 vi holder generalforsamling for i dag, men vil flette et par kommentarer med ind for 2020 i denne beretning, da vi jo er godt henne i 2020.
En af de store udfordringer vi har kæmpet med i en årrække har været vores likviditet. Vi har udsving på op imod 2,5 mio. i kvartalet. Vi fik lavet aftale med Spar Nord med en større kassekredit op til 1,5 mio. hvilket ikke altid helt var nok. Vi kunne se det var relativt dyrt med renter, udregninger af likviditets budgetter mv.
Derfor kontaktede vi Kommunekredit og Vesthimmerlands Kommune om mulighed for udskydelse af 3 rater på vores største lån. Dette fik vi godkendt og likviditeten ser som forventelig fornuftig ud i dag.
Vesthimmerlands Kommune har valgt at indføre garantiprovision på de lån, som der er udstedet kommunegaranti på - med tilbagevirkende kraft ! Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti besluttede de ville udskrive garantiprovision til fjernvarmeværkerne i Vesthimmerland. Vi syntes det er helt uhørt, at man med tilbagevirkende kraft udskiver en ”skat” på et lån der er 6 år gammelt, uden vi er gjort opmærksom på denne afgift. Det vil betyde ca. kr. 1.300 ekstra på årsbasis, for hver forbruger.
Sammen med fjernvarmeværkerne i Vesthimmerland har vi haft møde med borgmester og embedsværk, men de var ikke specielt lydhøre for vores argumenter, da vi mener hele præmissen for at opkræve dette gebyr ikke er til stede, men kun har kigget på, hvad man har gjort nogle andre steder. Fjernvarmeværkerne i Vesthimmerland vil gennem Dansk Fjernvarmeforening køre en sag mod Vesthimmerlands kommune for omstødt denne afgørelse.
Vi bliver ved kommunen, hvor vi har haft drøftelse med dem, om overtagelse med at overtage vores gadelys. Der er flere udfordringer med anlægget hvor vi bla. skal have registreret ledningsnettet i LER (digital kortlægning) Afhængigt om vi kan få en aftale, om vi fortsat kan bibeholde lys på byens private fællesveje, kunne dette godt være en mulighed. Men vi afventer yderligere om dette og vil gerne takke Jan Lilholt for at varetage disse forhandlinger.
I 2019 fik vi afsluttet byggeriet af ny reaktor samt 2 nye akkumuleringstanke på biogasanlægget. Vi har nu en betragtelig større kapacitet af varmt vand til rådighed og mulighed for længere udrådningstid af biomase. Vi fik også færdiggjort byggeriet af gyllebeholder i Mosbæk til afgasset gylle. Vi har lejeaftale i 30 år med lodsejeren på jordleje.
Projektet om at etablere fjernvarme i Skivum by er blevet henlagt. Der skulle findes 25 husstande for det var samfundsøkonomisk rentabelt. Blære by havde samtidig en forespørgsel om fjernvarme og vi lavede en beregning på både Skivum og Blære by i et samlet projekt på fjernvarme. Men desværre viste det sig, der heller ikke var nok tilsagn i Blære by, så projektet er pt. lagt i skuffen.
Vi har fortsat en af landets billigste varmepriser, hvor vi er Danmarks 4 billigste fjernvarmeværk. Gennemsnitshuset på 130 m3 og 18,1mW med fjernvarme koster kr. 12.904. I Vegger betaler vi kr. 8.304, hvilket jeg syntes vi kan være meget tilfredse med.
Lidt fremtid. På biogasanlægget har udfordringer med tæring på nogle betontanke og vi er desværre nødt til at etablere en ny tank i en stærkere udgave og senere renovere den gamle. Det er ikke problemer vi har set tidligere, men formentlig pga. vi har meget tætte tanke, så det ikke lugter i byen, opstår disse problemer. Vi forventer arbejdet med den nye tank går i gang primo oktober.
I 2021 vil vi finde frem til hvilke varmemålere vi skal ha` installeret i vores huse, da der er lovkrav disse skulle kunne fjernaflæses. Vi arbejder mod at forbrugerne selv kan følge varmeforbruget på smartphone.
Vi har indledt undersøgelser på salg af certifikater på biogas, hvor vi så skal levere vores biogas ud på naturgasnettet. Vores aftale med salg af biogas med Arla udløber i 2023 og vi vil gerne være på forkant med hvilke muligheder der er efter 2023 og eventuelt inden 2023. Fordelen ved komme på naturgasnettet er, vi kan få afsat den produktion, der passer til vores anlæg. I dag er vi tvunget til at ligge produktionen tilpas lav, så vi ikke får overproduktion af gas, hvis Arla ikke kan aftage gassen. Men dette kommer i til at høre mere om i fremtiden, da det er store investeringer der skal foretages, hvis det skal realiseres.
De næste par år ser fremtiden fornuftig ud for vores anlæg, men længere ude er der lidt usikkerheder.
Som sædvanligt stor tak til Martin, Søren og Richard. Bestyrelsen vil gerne takke jer for jeres arbejde.
Til Britta vil vi gerne sige tak for årvågen bogføring og inputs.
Tak til Jørn fra Deloitte for veludført arbejde.
Tak til bestyrelsen for godt samarbejde.
Tommy Trads Jensen
Bestyrelsesformand